onsdag den 15. april 2015

Materialer og vejledning til perlesyning...


Jeg har tænkt mig, at give dig et indblik i min perlehobby.  Dels hvad jeg bruger af materialer og redskaber, og dels hvordan jeg syer mine perlekæder.

Her kaster vi et blik ned i min perlebakke (som er indsatsen til en bestikskuffe :-)).  Her er det meste af hvad jeg bruger, når jeg syer perler. 

Lad os starte med perletråd og nåle.  Den blå spole er den tykke perletråd (slået af fire tråde) og den hvide er den almindelige perletråd (slået af tre tråde).  Min perletråd er købt i Kina, men er fremstillet i Japan af Daikoku Ldt.  Tråden hedder "Teijin Tetoron sewing thread".  Den almindelige perletråd er nr. 30.  Jeg har ikke prøvet at købe den på nettet, men er sikker på at det kan lade sig gøre -- måske her?  Emballagen ser sådan her ud, og en spole tråd varer meget, meget længe :-)  Meget længe, som i flere år.  Naturligvis, alt afhængig af hvor mange og hvor lange kæder man syer.  Men et meget konservativt estimat er, at en spole rækker til mere end 100 perlekæder, og her også lange perlekæder.


Nålene hedder "PONY sewing needles", str. 12, og kan f.eks. købes her.   


På den blå fuglenålepude har jeg de 'gode' nåle.  For ligesom at nålen på en symaskine kan blive sløv, kan den det også her.  Når det sker, flytter jeg nålen til den røde hjerteformede nålepude.  Nålene på den røde nålepude fungerer som en slags reservenåle, til f.eks. mere genstridige perler eller en afslutning, hvor jeg ved, at der skal ofres en nål.  De 'gode' nåle på den blå nålepude har jeg allerede forberedt med hjælpetråd. 

De mange små saltkar bruger jeg i særdeleshed, når jeg mikser perler, hvor jeg typisk har perler i løs vægt og ikke på en perlestreng.

Jeg bruger trådforstærker ved montering af låse til at styrke og forlænge perlekædens levetid.  Det giver også et mere professionelt udtryk. Trådforstærkeren ligger i samme rum som målebåndet og den lille suffléskål fra RC, som jeg bruger som 'skraldespand' til overskudstråde mm.  Trådforstærker hedder på engelsk "french wire", men benævnes også "gimp", "gimp wire" eller "bullion wire".  Sidstnævnte skal ikke forveksles med den bulliontråd som blomsterhandlere anvender.  Du kan f.eks. købe trådforstærker her eller her.  Jeg bruger også trådforstærker, når jeg monterer dupsko til smykkelåse.  Her bruger jeg trådforstærkeren til at lave en lille prop, som sætter sig i dupskoen og holden den på plads.

Det er dupskoene, som du ser i de to poser ved siden af brevet med nåle.  I samme rum ser du også en æske med tandlægebor (ja, det er rigtigt .-)), som jeg bruger, hvis en perle er ru indvending og på den måde kan slide perletråden, så filer jeg perlen efter.  Jeg har også en almindelig tynd, spids rundfil -- den ser du i rummet med saksene og min spidstang.

Der findes forskellige teknikker til, at sy knude mellem hver perle, når man syer perlekæder med ægte perler.  Den mest almindelige syteknik gør brug af perletråd med fastmonteret nål  (du finder eksempler på teknikken f.eks. her, her og her).  Det er en nem og enkel måde at sy perlekæder på, men det er også en teknik hvor det er svært at få knuderne til at ligge ens, og det kan give en ujævn perlekæde.  Jeg anvender derfor en anden teknik, hvor knuden nærmest knyttes.  Dvs. den kan syes på samme måde hver gang, hvilket giver en diskret knude og et meget elegant resultat.

Jeg ved ikke hvad 'min' perlesyningsteknik hedder, og det har været sin sag, at finde en video, der illustrer teknikken.  Men jeg har fundet denne her (som finder sted i et skummelt baglokale, hrmm?).  Dog må jeg sige, at jeg ikke smækker perlerne op i en skuffe, men holder dem mellem knæene (ja, mellem knæene :-)).  Videoen er kort, og det går hurtigt.  Faktisk så hurtigt, at man dårligt kan nå at se, hvordan det foregår.  

Det pudsige ved videoen er også, at den promoverer syning af lang perlekæde, og det er denne teknik på ingen måde optimal til -- det ved jeg alt om, for jeg syer fra tid til anden lange perlekæder, og det er omstændigt med denne teknik.  Det er det, fordi man måler perletråd op 6 x perlestrengens længde, og man syer med dobbelt tråd, dvs. 3 x perlekædens endelige længde.  Det kan man også fornemme på videoen, hvor der trækkes tråd og trækkes tråd.  
    Jeg vil blive ved med at kigge på nettet efter illustrative demonstrationer af teknikken, og vil opdatere indlægget her, når jeg har held med at finde en bedre demonstration af teknikken.

Lad mig prøve at beskrive den teknik, jeg anvender -- først de materialer der skal bruges:
  • Perler (streng af perler)
  • Perletråd
  • Nål
  • Trådforstærker (2 x 7 mm)
  • Lås
  • Saks (spids og skarp)
  • Lighter (jeg bruger en fyrfadslighter)
  • og en smal spidstang
  • Her udover kan det være en god idé, at lægge perlerne på et lille ensfarvet håndklæde (helst ikke hvidt, for så kan man ikke se tråden, og helst heller ikke mønstret, for det kan være forvirrende som baggrund).
Du skal:
1. Måle perletråd op svarende til 6 gange perlestrengens længde + en lille ekstra slat (ca. 15-20 cm).

2. Bind den opmålte perletråd til hjælpetråden.  Bind tråden sammen med dobbelt knude i enden af den nu dobbeltlagte perletråd.

3. Sørg for at knuden på hjælpetråden er midt på, og ikke nede ved perletråden, for det vil slide på perletråden.  Hjælpetråden laves af én enkelt tråd af perletråden, og må endelig ikke være for kort.  Mål gerne 25-30 cm af til hjælpetråd.


4.  Klip 2 stykker trådforstærker på hver ca. 7 mm.

5. Træd alle perlestrengens perler på perletråden.

6. Sørg for at perletråden er stram og uden løkker.  Placér perlerne på perletråden mellem dine knæ, så perletråden kan holdes stramt op foran dig.

7. Før trådforstærkeren på perletråden ved at holde på den med tommel og pegefinger, mens du fører den over nålen og over hjælpetråden -- og især over knuden på hjælpetråden! 

8. Nu sættes låsen på.  Træk låsen på perletråden.  Træk 1. perle op til midt på perletråden.  Før trådforstærkeren ned til 1. perle -- forsigtigt.  Placér låsen midt på trådforstærkeren og før nålen ind igennem den 1. perle, så trådforstærkeren danne et lille øje, som låsen hænger i.  Træk godt til og stram.  Sy herefter den første knude bag perlen -- og stram, men ikke for stramt, for så bliver perlekæden 'stiv'.

Knuden syes sådan her:


9. Sy alle knuderne på denne måde, til du har fire perler tilbage. 

Når du stikker nålen igennem perlen, så sørg for at holde perletråden i bunden af perlehullet og stik nålen ind øverst i perlehullet, på den måde undgår du at stikke igennem perletråden.  Hvis du er uheldig at stikke igennem perletråden, må du ikke rive den lille side op, du skal gøre som ved trådforstærkeren, holde med tommel og pegefinger omkring stedet hvor nålen er gået igennem, og forsigtigt trække nål og tråd tilbage igen.

10. Når du har fire perler tilbage, klipper du knuden af perletråden og fører de sidste tre perler over på nålen (husk rækkefølgen).  Før dem helt hen til de allerede syede perler.  

11. Du fører et stykke trådforstærker på perletråden helt hen til perlerne.  Der må ikke være mellemrum mellem de sidste perler.

12. Den anden del af låsen føres på perletråden og placeres midt på trådforstærkeren.

13. Perletråden føres igennem den yderste af de sidste perler, og der strammes godt, så trådforstærkeren danne en ring omkring låsens øje.  

14. Sy knuder mellem de tre yderste perler.

15. Mellem den tredje og fjerde perle afsluttes perlekæden ved, at der bindes dobbelt knude med de to sæt perletråde, som mødes der.  Stram godt!

16. Klip alle fire tråde af, så der er et par millimeter tilbage.

17. Brænd enderne med en lighter så de smelter, og den afsluttende knude er 'forsejlet' og låst.  Pas på at knuden ikke bliver sort (for så skal perlekæden syes om).  Klem evt. den varme knude med spidstangen, for at optimere 'forsejlingen' af knuden, samt for at sikre at knuden bliver så lille og diskret som mulig.

Som med så meget andet, så gør øvelse mester :-)

Men generelt: 
  • Stram knuden godt efter hver perle (men heller ikke for stramt).
  • Undgå løkker -- dvs. en Ketty -- ved at sikre, at perletråden er trukket helt igennem før knuden syes.  
  • Sy knuderne på samme måde hver gang.

Det er alt for denne gang -- jeg håber, at du er blevet inspireret :-)

Kh.
Bella

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...